Er dit hjem et puslespil, der ikke er lagt?

Jeg er ret vild med at lægge puslespil. Når jeg vender bunden i vejret på æsken med puslespillet med de 1000 brikker, er alt kaos. Alle brikker er i spil.
Når dit hjem ligner noget, du ikke ret gerne vil vise frem, er det som puslespillet med de 1000 brikker.

Men der er en KÆMPE forskel.

Et puslespil er overskuelig opgave. Der er et facit, der er tydeligt og klart. Billedet på låget er uundværligt. Når den sidste brik er lagt, er billedet er fuldendt. Jeg er kommet i mål.

Rod i hjemmet er som 8 puslespil blandet sammen i den samme æske – uden billeder på låget.

Sådan gør du

Du skal kende dit puslespil
Når du står sukkende og kigger med tunge arme på dit rod, er det ikke til at overskue fordi, der ikke er et facit, der er tydeligt og klart. Du har ikke et billede at gå efter. Du ved ikke, hvilket spil du er i gang med.

Hvorfor lægge et puslespil?
Vi elsker at lykkes med en opgave. At komme i mål. Et puslespil er en opgave inden for en fast ramme, hvor vi kender målet.

Hvorfor rydde op?
Målet at rydde op skal også give dig en god fornemmelse i maven. Det er det nye billedet på låget. Ja, du skal blive glad i låget…! Du skal blive glad ved at opgaven lykkes. At alle brikkerne falder på plads.

Hvilket puslespil vil du så lægge?
Du kan ikke rydde op i alle rum på en gang, så vælg det rum, der lige her og nu vil give dig den største glæde at få på plads. Det kunne være spisestuen eller der, hvor spisebordet står. Husk at vælge antal brikker efter tid og formåen. Lad være med at sætte et 3000 brikkers puslespil i gang, hvis du kun har en formiddag. Vær realistisk ellers giver du op på forhånd.

Kig på alle brikkerne
Frem med iPad eller telefon og tag 10 billeder. Ting bliver mere tydelige på et billede, end hvis du bare kigger. Kig nu nøje på billederne og du ser hvilke brikker, der ligger forkert.

Sortér brikkerne
Kanten er rammen om din spisestue. Alt, hvad der skal ligge inden for rammen, er det, der skal blive i din spisestue. Alle de brikker, som ikke passer til dit spisestuepuslespil, skal væk. De hører til et andet puslespil. Børnenes værelser er et spil. Genbrug et andet. Vasketøj et tredje. Osv. osv.

Tiden er inde til at vende bunden i vejret på æsken.

God fornøjelse med dit hjemlige puslespil
Lena Bentsen

PS.
Du kan få masser af inspiration i mine bøger. Køb dem her eller lån dem gratis her.

Og – husk og at du er ikke den eneste i verden, der kunne trænge til en hjælpende hånd. Gør en god gerning og del med alle du kender på Facebook og lign.

Dette indlæg blev udgivet i 2015. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *